Jeg glæder mig altid til at læse nye indlæg på hjemmesiden, så jeg må hellere også selv deltage.
Kan vi få endnu mere gang i skriveriet vil det være fedt.
At der eksisterer et modstridende forhold mellem det sociale aspekt på den ene side, og det rent
fodboldfaglige på den anden side er efter min overbevisning en udbredt opfattelse blandt klubber og
trænere i Danmark. Der findes således klubber og trænere som forklarer, at de ligger vægt på det
sociale, og af samme årsag (måske ubevidst) nedprioriterer det fodboldfaglige, fordi det endelig
ikke må være elite. Dette kan endda komme til udtryk i klubbens officielle mål, hvor fodbolden helt
er udeladt eller glemt. På den anden side findes klubber og trænere som endelig ikke vil kaldes sociale -
for enhver pris! De ser det som en hån, og mener det ligger udenfor deres opgave at varetage.
Holdningen om, at disse to størrelser er uforenelige synes at være fuldstændig forkert. Man bør betragte
den sociale dimension som en del af det fodboldfaglige. De to ting har indvirkning på hinanden og må som
konsekvens heraf integreres. Føler man som spiller, at man udvikler sig fodboldmæssigt, har man det som
regel også godt og sjovt sammen med de andre. Et fællesskab hvor man har det godt sammen er samtidig et
nødvendigt grundlag for at den enkelte spiller kan udvikle sig…
DU TALER JO BARE FOR ELITEN vil nogen måske påstå.
Jeg har selv spille elitefodbold i EFB, men vil med det samme slå fast, at elite ikke på nogen måde er
bedre end bredde eller omvendt for den sags skyld. Begrebet elite er genstand for megen debat – måske
fordi vi ikke rigtig forstår hvad det er eller tillægger forskellig værdi i begrebet? Elite er efter
min mening ikke at have hovedfokus på udvikling af spillere mht. fodboldfærdighed. For mig giver det
ingen mening at snakke om elitehold eller elitetræning, hvis man "bare" fokuserer på det fodboldmæssige.
Det jeg forsøger at siger er, at man ikke skal være så nervøs for at fokusere på det fodboldfaglige,
idet det sociale altid skal være tilstede i klubben, under træning og kamp. Jeg opfatter generelt min
opgave som træner at udvikle spillerne både fodboldmæssigt og menneskeligt. Jeg har stor fokus på det
indholdsmæssige i træningen (hvad er vigtigt på pågældende niveau og hvordan) og giver desuden spillerne
det første lille indblik i forhold der har betydning for præstationsevnen (hvilket er meget omfattende,
hvis man har med elitehold at gøre). Den sociale dimension er ikke glemt, men ligger som ramme for alt,
humøret, den måde der tales på, den måde man opfører sig på overfor andre sammenholdet / kammeratskabet,
stemningen osv. Jeg opfatter ikke dette som elite på nogen måde.
Nogen forbinder også elite med hvordan der sættes hold til kampe. Går klubben efter at få de bedste rangerede
hold kaldes de ofte eliteklubber, hvilket efter min mening er forkert, hvis de ikke også har de andre
dimensionerne med. Ideer og tanker omkring holdudtagelse tages op i et andet indlæg.
Snakker man elite er det for mig en fælles følelse, værdier og holdninger som gennemstrømmer organisationen –
altså klubben + træneren + spillerne osv. En oplagt eliteklub er Brøndby, hvor man har store detaljerede
manualer (fysisk, teknisk, taktisk osv.) for at sikre, at spillerne får den korrekte træning, og desuden
har de holdninger og værdier som forsøges beskrevet nedenstående (meget generelt).
Klubben:
Har ofte en holdning om at få hold i de højeste rækker ned gennem systemet (i hver tilfald når man snakker
ældre aldersgrupper) At udvikle spillere og videreudvikle fodboldspillet. At udvikle egne spillere er en
MEGET vigtig del. Men også det sociale aspekt spiller ind. Også elitespillere vil angive kammeratskabet og
det sociale samvær som vigtige elementer i deres fodboldtilværelse. Flere klubber har ITU-trænere tilknyttet
for at hjælpe de bedste spillere med at få hverdagen til at passe sammen, og løse problemer, hvad de end
måtte være. Elitedelen kan være en overbygning på en ellers alm. klub. Man kan som følge heraf diskutere,
om Skovbakken er en fuldkommen eliteklub, idet de åbenlyst ikke vil udvikle egne spillere længere nede i
systemet (på pigesiden).
Trænerne:
Trænerne ved her, hvad der skal trænes i på pågældende niveau og hvorfor. Det tages ikke bare på rutinen
fra gang til gang, men planlægges i lange perioder fremad. Det kædes sammen med kostplaner, individuelle
styrketræningsplaner og hviletidsbestemmelser så spillerne kan restituere (gældende for ældre spillere).
Der er stor fokus på det fodboldfaglige, men faktisk også meget på det sociale plan. Gør træneren ikke
dette vil spillerne lige så stille falde fra. Et eksempel er humørbarometeret hos Næstveds Junior Liga
for et par år siden.
Spillerne:
For at være en eliteklub skal spillerne også være det, i den forstand at de skal være bevidste om hvad der
kræves. Selv fra lilleputalderen er spillerne kommet for at lære noget og udvikle sig I SJOVE OMGIVELSER OG
GODT KAMMERATSKAB vel og mærke. Når spillerne bliver ældre er det centralt, at de indser, at det kræves
noget at blive en god fodboldspiller. Man kan altså ikke bare møde op til træning og forvente man bliver
bedre – der skal gøres en aktiv indsats. De fleste klubber har i tidlige aldersgrupper en broget flok af
spillere, men hvis trænerne er dygtige giver det ofte ingen problemer.
Dette er på ingen måde en fyldestgørende gennemgang, men skal ses som et indspark i en debat, hvor elite
er blevet et begreb man slynger om sig, når fokuset på fodbolden synes at blive for meget.
Bo Østergaard, KHIF-pigetræner, 12.12.05
|
Det er da en spændende debat med eliten overfor bredden. Det er jo ikke enten eller, da de fleste nok kan se, at man er totalt afhængige af
hinanden. Kunne man mon forestille sig al Champions league, superligafodbold osv. taget væk?? Hvad ville der så være at stræbe efter for de små
miniputter eller lilleputter. De ville sjældent se nogle der kunne noget "helt vildt" og denne inspiration fra nogle superdygtige spillere kan altså
være drivkraften hos mange ungdomsspillere. Når Ronaldinho laver sine tricks for åben skærm, så snakker man altså om det i skolen dagen efter!! Det gør
indtryk og kan være katalysatoren, som får talentfulde spillere til at folde deres talent ud og naturligvis lidt mindre talentfulde spillere til at folde
deres talent ud.
I en mindre klub er der også brug for nogle at se op til. I ens egen årgang skal der være de gode eksempler, som kan de ting lidt udover det de andre
kan - det kan få dem der brænder for sagen til at træne på en finte derhjemme og gøre en masse ekstra. Vi har alle brug for forbilleder og de er
i alle klubber.....
Vi har jo en stor talentmasse i klubben, som kan være en slags lokomotiv for, at de øvrige tænker "det vil jeg også lære det der" og dem skal vi
efter min mening værne lidt om. Det er naturligvis vigtigt, at de udvikler sig endnu mere, samtidig med at de stadig ikke bliver primadonnaer.
Vi må ikke være bange for, at nogen kan mere end nogle andre - sådan er livet jo!! Det vigtige er, at dem der er bedst til fodbold ikke fremstilles
som bedre mennesker. Så har vi skudt ved siden af.....
Men hvordan karakteriserer vi så et talent?? Det er jo også vigtigt, at man som klub tegner et klart billede af, hvad der skal til for at være et
talent. Der kan jo nævnes mange faktorer der kan spille ind, såsom: tekniske færdigheder, seriøsitet, holdforståelse, kampgejst osv. Der er jo ikke
mange, der betvivler hverken Stig Tøftings eller Michael Laudrups talent.....
I KHIF skal vi vel heller ikke tabe, hverken en ny Tøffe eller Laudrup på gulvet. Derfor er diskussionen spændende, men jeg vil gerne have den rettet
mere mod vores klubs dagligdag, så tror/håber jeg også at flere vil deltage i debatten..
Rasmus Leth-Nissen, 15.12.05 |
Hvordan karakteriseres et talent? – det er et godt spørgsmål. Først må man helt overordnet definere hvad man forstår ved et talent;
Er det en spiller som er bedre i spillets facetter end sine medspillere? eller er en spiller som har potentiale til at blive en ”topspiller”?
Eller noget helt tredje? Personligt mener jeg, at der er tale om en blanding. Et talent er som udgangspunkt en spiller, som er bedre i
spillet facetter end sine jævnaldrende medspillere. Men på et tidspunkt når spilleren bliver ældre ændrer talentforståelsen sig til at
omhandle fremtiden: Har spilleren potentiale til en fodboldkarriere. Derfor snakker man vel heller ikke om et talent, som rykker op
til seniorholdene, og spiller seriefodbold. Vedkommende kan godt være bedre end de andre, og har derfor et talent for at spille fodbold,
men han er ikke et talent – forskellen ligger i, om han/hun har talent eller er et talent.
Jeg kender desværre ikke KHIF så godt…endnu, men jeg er sikker på, at vi har mange talenter gående i klubben – som så mange andre
klubber har det. Det centrale er: Hvad skal vi gøre eller skal vi overhoved gøre noget? Grundet i hvordan en spiller udvikler sig (med
opture og tørkeperioder) kan det være svært at spotte ”de rette” talenter – man bør efter min mening som udgangspunkt ikke gøre noget
specielt andet end at holde godt øje med sine spillere. Træneren bør kende sine spillere godt og på den måde være i stand til under træning
at gøre træningsøvelserne tilpas udfordrende for alle spillere. Træneren kan måske opfordre talentet til at lave skarpere vendinger med færre
berøringer, kræve mere præcision i afleveringer og afslutninger, kombinationsfinter, når der øves finter, fortælle at han/hun bør hjælpe de
andre i par-øvelser, anvende udviklingsbenet mere, se op i stedet for at have øjnene på bolden, holde et højere tempo i øvelserne osv.
Dette kan man gøre for alle spillerne, så de hver især får udfordringer, der passer til deres niveau på – det er centralt, at man stiller
udfordringer som kan løses, så spillerne får succesoplevelser og virkelig føler de bliver bedre. Gøres dette korrekt vil spillerne ikke opfatte
det som at talentet får mere opmærksomhed end resten af holdet – for det er jo ikke tilfældet. Det kræver selvfølgeligt meget af
træneren/trænerne, men derfor er det vigtigt, at have trænere, som forstår vigtigheden af god træning, vejledning og stadig kan holde den
sociale dimension, så det hele føles sjovt og lærerigt (for alle) på samme tid. Har en spiller et stort talent og ønsker at forfølge mulighederne
i dette vil han/hun selv søge derhen hvor dette er muligt, når tiden føles moden for spilleren. Dette spring kan kun spilleren foretage, idet
vedkommende skal være klar på at opgive SÅ MEGET andet i processen. At træne 4-7 gange om ugen (nogen gange før og efter skole
som man før har gjort sidste år i Haderslev) sætter sine begrænsninger for andre interesser.
Bo Østergaard, 16.12.05
|